Et essays om den hvide schæfer – Henning Sejer Jakobsen

Den lykkelige ejer af to dejlige langhårede hvide schæfere,

Aslan The White Diamond og Divine Chili The White Diamond

Schæfer er tysk og betyder hyrde. Den hvide schæfer er klassisk det samme som den farvede schæfer, men i nyere tid har avl medført en forskel, hvor hvid schæfer mere fremstår som familiehund og farvet schæfer mere er brugshund. Men familie og de grundlæggende træk er ens, da der basalt er tale om samme race. De seneste godt 125 år har der været gennemført systematisk avlsarbejde med schæfere, hvor den hvide schæfer har haft en omtåget tilværelse. Selv om hvid schæfer som selvstændig race er forholdsvis ny, er der altså tale om en race, kendt og beskrevet i romerriget før Kristi fødsel som hyrdehund, yndet i det tysk-romerske rige og af det Habsburske hof, stamfader til alle nutidens schæferrace, yndet benyttet brugshund, forfulgt ved 2. verdenskrig og i efterkrigstiden inden den fra 1969 blev anerkendt som selvstændig race med egen stambogsføring og klub.

Hvid Schæfer er en hund som nævnes gang på gang i litteraturen, hvor den kan dateres tilbage til før Kristi fødsel. Den romerske historiker Marcus Terrentius Verró beskrev i 116 f.kr den hvide schæfer, der blev brugt af fårehyrderne. Datidens hyrdehunde var dog noget forskellig fra det vi kender i dag, og deres opgave var at holde hjorden sammen samt at forsvare hyrden og hans flok. Hundene blev specielt brug som værn mod ulve, og hyrderne kunne let se forskel på deres hyrdehunde og ulvene, som typisk angreb ved solnedgang. Meget tyder på, at de første schæfere var hvide og blev brugt som fårehunde/hyrdehunde, hvor de blev foretrukket fordi de var hvide, hvor ulvene og tyve ikke kunne skelne dem fra fårene. 

Den eneste dokumenterede indsats med avl af deciderede hvide schæfere fra før 1900, er fra Alasce-Lorraine i Østrig (det Østrig-Ungarske Imperium), hvor den magtfulde Habsburgerske kongefamilie mente de hvide schæfere passede fint til deres hvide Lipizzaner heste og hvide balkjoler, hvorfor de avlede med de hvide hyrdehunde. Habsburg er et af Europas helt store fyrstehuse med besiddelser i hele Europa. Navnet stammer fra familiens hovedsæde i det tolvte og trettende århundrede, hvor borgen Habichtsburg i det der i dag hedder Schweiz lægger navn til familien. Det første dokumenterede avlsarbejde i verden af hvid schæfer kan således på en måde dateres tilbage til Schweiz via det Habsburgske imperium – på samme måde som Schweiz også i dag har en fremtrædende placering i den hvide schæfers renæssance.

 

Racens udvikling

Første gang en hvid schæfer hund blev udstillet var ved Hannover showet i 1882, hvor hunden Greif blev udstillet og igen i 1887 (George Horowitz, The Alsation Wolf, GB 1923). I 1888 i Hamburg udstilledes Graif igen sammen med en anden hvid schæfer Greifa. Greif blev født i 1879 i Frankfurt, og blev parret med tæven Lotte. De kom fra stammerne Thuringia og Frankonia, der er kendte for deres ulvelignende ører og ulvelignende farve. De fik tæven Lene, der blev parret Kastor, men hvilken farve Lene havde vides ikke. Lene og Kastor fik den berømte hund Hektor Linksrheim. Efter et show i Karlsruhe så den tyske ritmester (kaptajn) Max von Stephanits sammen med sin ven Artur Meyer Hektor, og han blev så begejstret for den at han straks købte ham og gav ham navnet Horand von Grafrath. Max von Stephanitz ønskede at skabe en perfekt brugshunderace ved at parre forskellige tyske fårehunde og collier, og havde i flere år lavet avlsarbejde. Stephanitz viste den nye race frem for første gang netop på Hannover-messen i 1882.

Den 22. april 1899 præsenterede Stephanitz Horand ved en hundeudstilling i Karlsruhe. Samme dag dannede han og 13 andre entusiaster schæferhundeklubben Verein für Deutsche Schäferhunde. Den første racestandard blev præsenteret 20. september samme år, og den første hund som blev registreret i det nye register var netop Horand. Horand betragtes som værende stamfader til alle schæferhunde.

Horand er barnebarn af Greif og Lotte, og alle schæfere uanset farve har således hvide aner i deres generiske blodbaner. Med den mangeårige formand for Tysk Schæferhundeklub Max von Stephanits (ofte kaldt racens fader) i spidsen, har der siden etableringen været gennemført et seriøst avlsarbejde, og farvevariationer var fra helt sorte til ulvegrå, multifarvede til rene hvide. Max von Stephanits havde som kaptajn rejst rund i Tyskland og set de typiske hyrdehunde på gårdene, hvor specielt schæfertyperne interesserede ham – således havde han flere af alle farve fra forskellige steder. På daværende tidspunkt var der stor forskel i de forskellige schæfere rundt omkring på gårdene – både i størrelse, farve og fremtoning. Schæferen – eller hyrdehunden – var meget udpræget og nærmest standard dels hos hyrderne i Tyskland og naboområderne - dels på landstederne og på gårdene De skulle holde styr på dyr-flokkene samt mod vilde dyr, og deres alsidighed og intelligens gjorde dem meget populære.

Max von Stephanits skrev i 1908i en af sine utallige afhandlinger, at påstanden om at en farve er bedre end en anden er ren ”ammestuesnak”. Da schæferen var meget udpræget og fandtes i mange afskygninger, var det ved det efterfølgende avlsarbejde ikke nødvendigt at blande schæferen med andre arter for at fremavle den ønskede fremtoning, hvorfor schæferen i dag fremstår som det man vil kalde en ren race (i hvert fald siden systematisk avlsarbejde blev indledt). Datidens arbejde var derfor noget anderledes end hvad man kender i dag, og oprindelsen af de hunde, der blev arbejdet med, var noget tvivlsom. Dr. Malcolm Willis hævder i sin afhandling ”A German Sheperd Dog, A Genetic History”, at hunden Hector v. Schwaben, født 1898 (før Den tyske schæferhundeklub blev etableret) og tysk mester i 1900 og igen i 1901, var søn af den berømte han Horand, men moderen (tæven) var en krydsning mellem en hyrdehund og en fanget han-ulv. Historien er dog ikke bekræftet i andre kilder, og siden avlsarbejdet er startet er der ikke inddraget ulve eller andre racer i avlsarbejdet. Datidens schæfere er også meget forskellig fra de schæfere, der kendes i dag. Horands broder – Luchs – har på same måde været foregangshund for videre avlsarbejde, og dermed båret de hvide gener med. Horands søn, den berømte Champion von Schwaben, bar de hvide gener med i sine kuld, og en af hans hvalpe, Berno v.d. Seewiese (billedet), født i 1913, var den første hvide schæfer optaget og registreret i den tyske schæferhundeklub. Selv om schæfere udseendemæssigt har mange lighedspunkter med ulven er det en af de hunderacer, der ligger længst væk fra ulven generisk (Ifølge forskergruppen under ledelse af Elaine A. Ostrander og Leonid Kruglyak (Howard Hughes Medical Institute), der har foretaget undersøgelse af 85 hunderacer og deres genetiske arvemasse -, publiceret 21. maj 2004 i Science). Schæfere tilhører hyrdehunderacen

I 1912 importerede Ann Tracey fra New York en schæferhund fra Tyskland fra en af de bedste kenler, og straks efter kom der hvide hvalpe. I 1917 registrerede the American Kennel Club de første hvide hvalpe fra Tracey's kennel, og et seriøst avlsarbejde påbegyndes i USA. Under 1. verdenskrig blev specielt englænderne og amerikanerne imponeret over schæferhundenes formåen, og der blev hjemtaget adskillige hunde til avlsarbejde. Englænderne ændrede navnet til ”Alsatian Sheperd” for ikke at forstyrre de aftale der lå på baggrund af Versailes aftalen, men navnet blev ændret igen i 1930. I England – og faktisk alle Commonwealth landene, er schæfer den dag i dag den mest brugte brugshund.

 

 

 

I 30ernes Tyskland overtog nazisterne mere og mere magten i Den Tyske Schæferhundeklub, hvor schæferhunde (sammen med Dobbermann) med succes havde været meget brugt under 1. verdenskrig. Nazisterne ønskede andre karakteristika end Max von Stephanits tanker, og Max blev truet til at samarbejde – ellers koncentrationslejr, og i 1935 blev han tvunget til at træde tilbage. Von Stephanits døde året efter – på 37 års dagen for klubbens stiftelse. Det store arbejde, der havde været gennemført, lå derefter mere eller mindre i ruiner (ihverfald i Tyskland), og ved krigens afslutning var der kun ganske få gode schæfere tilbage i Tyskland. Avlsarbejdet var dog fortsat i USA, hvor der var gode hunde og et fortsat godt avlsarbejde. I Tyskland – og de besatte områder – blev der mod krigens afslutning indledt en hetz mod den hvide schæfer, og opdrættere brugte metoden ”skydes eller druknes” for at få racen udryddet. Man tilskrev den hvide schæfer de fejl, som indavl havde påført den farvede schæfer med lyse farver, adfærd og sygdomme. Selv kendte forfattere og ”raceforskere” stod mere eller mindre frivilligt bag den massive hetz mod den hvide schæfer, og specielt i slutfasen af krigen (efter det mislykkede attentat mod Hitler), hvor der var brug for syndebukke – alle steder. For schæfere blev det den hvide schæfer (der var også i denne korte fase af krigen, der blev dræbt flere mennesker end i alle de øvrige år tilsammen). Hitlers meget berømte hund Blondi var en farvet, korthåret schæfer, hvilket var den farve og form en hund skulle have. Den hvide schæfer fik skyld for de problemer, der var med den farvede schæfer, hvor der var problemer med for lyse hunde, for aggressive hunde og hunde med forskellige sygdomme – egentlig konsekvenser af for meget indavl. På samme måde som med den hvide schæfer blev det i 1930 også forbudt i Tyskland at avle med langhårede hunde uden underhud, langhårede osv. Undertonerne fra 2. verdenskrig lever stadigt.

I Amerika og Canada udviklede de hvide schæferhunde sig lidt efter lidt og blev mere og mere en selvstændige som race. Den amerikanske hvide schæfer han ”Lobo”, født 05.03.1966, kan betragtes som stamfader til racen i Schweiz, hvor Schweiz blev landet for den hvide schæfer i Europa i en tid, hvor hetzen fra tyskland ikke var kølnet af. Schweiz var det første land i verden, der accepterede hvid schæfer som en selvstændig race, og derfor anses oprindelsesland for den særlige hvide schæfer-race at være Schweiz. Afkommet efter denne han, der er blevet registreret i Schweizisk Hundestambog (LOS), udgjorde sammen med andre hvide hyrdehunde indført fra USA og Canada en grundstamme, hvorfra racen er udbredt over hele Europa. I dag findes et stort antal hvide Schæferhunde, opdrættet som en ren race gennem flere generationer med selvstændigt Hundestambog (LOS).

I 1968 valgte den Tyske Schæferhundeklub i USA at diskvalificere en hvid schæfer alene på grund af farve – for første gang siden klubbens etablering i 1913, hvor farvede og hvide indtil da havde været udstillet på lige fod. Årsagen var inspireret af påvirkninger fra Tyskland, hvor man også i USA havde meget store problemer med den brogede schæfer grundet indavl. Nogle forsøgte endda at få de hvide schæfers registre slettet, men det lykkedes ikke. I protest mod de fordomme og modarbejdelser mod den hvide schæfer ikke kun i Tyskland, men mange andre steder i verdenen, organiserede tilhængere sig og stiftede i 1969 den første klub for hvide schæfere i Sacramento, USA.

I 1970 udkom den berømte bog om den hvide schæfer – The Invencible White Shepherd af Dr. Peter Neufeld. Meget sigende titel om en race for hvem, det har været op ad bakke. I 1971 blev den første hvide schæferhundeklub etableret i USA med en filial i Canada i 1973 (selvstændig i 1976).

 

 

Farve

Hvid schæfer har altid været kendt – også i kuld fra farvede schæfere, hvor der fra tid til anden er hvide schæfere i kuldet. De er ofte betragtet som fejlfarvede og er derfor enten aflivede eller solgt uden stamtavle. Nogle af de klassiske race producerede hyppigt hvide hvalpe, f.eks. var V. Oeringen kendt som fortrinlig kilde til hvide hunde, og Strongheart, Rin-Tin-Tin og Longworth bidrog hyppigt med hvide schæfere i kuldene. Men fra start var der også andre farver som gullige og rødlige ligesom hunde med forskellig hårlængde. I dag har avlsarbejde medført, at hvide hvalpe bland farvede er uhyrlig sjældent (sker ikke i rene racer). Hunde (generelt) har alle 78 kromosomer (bundet i to og to), hvoraf de får 39 fra begge deres forældre. På samme måde som kønskromosomer bestemmer om det bliver en han eller hun, bestemmer kromosomerne farven på hunden. Kromosomerne bærer generne. Den hvide er en vigende farve. To farvede schæfere kan således sagtens være bærer uden at få hvide unger, men der kan også komme hvide fra tid til anden. Modsat kan to hvide schæfere ikke få farvede, da det er en vigende farve. Hvis den farvede hedder F og den hvide hedder H vil en FF + FF give farvet hund, ligesom en FF + FH. En FH + FH kan fra tid til anden give hvide hvalpe. Selvom de to sidstnævnte ikke nødvendigvis giver hvide hvalpe bærer de generne – så efterkommer kan sagtens give hvide hvalpe. En hvid schæfer skal være HH + HH, hvorfor de ikke bære farvede gener. Efterhånden er farvede schæfere alle FF + FF. Hvid schæfer er derfor genstyret, og ikke en mutation eller albino.

Schæferens baggrund har faktisk som værende en fåre- eller gårdhund har medført, at der i arve-meterialet har været mange varianter. Afkom af disse ses nu typisk i USA og Canada, hvor afvigere i Tyskland fra midten af 30erne blev aflivet. Eksempler på farvevarianter af schæfer:

 

 

 

 

Her (fra venstre): Sort schæfer, rød schæfer, blå schæfer, silver schæfer.

Udover de mange farvevarianter, der findes, findes hver art også med forskellige hårdlængder. Den klassiske er den korthårede, men langhårede er på nøjagtig samme måde som hvid helt normalt (som vigende gen), og har altid forekommet. To korthårede får fra tid til anden langhårede mens to langhårede altid får langhårede hvalpe. Af langhårede sondres deslige mellem hunde med og uden underuld, men i dag findes modsat collier stor set kun langhårede schæfere med underuld. Hvid schæfer er dog den variant, der er klart mest udbredt og den eneste, som endnu er registreret selvstændigt.

I 1985 havde UCI (Union Cynologie International) generalforsamling i Bruxelles, hvor der blev godkendt en international standard for hvid schæfer – Amerikansk/Canadisk Hvid Schæfer. UCI – i Danmark kaldt The United kennel Clubs International, blev etableret i Wiesbaden (Tyskland) 23. oktober 1976 og er en pendant til FCI.

Avlsarbejdet er først rigtigt kommet i gang igen I Europa i 80erne. I Holland kaldes hvid schæfer American-Canadian White Shepherd (nu ofte witte herder), men de internationale regler foreskriver, at der kun kan være et oprindelsesland, og både i USA og Canada er der endda stadig problem med gennemførelse af registre for opdræt.  Fra 1991 til 1999 har Schweiz, Danmark, Østrig og Holland lavet deres egne registre for hvid schæfer, og i 2003 accepterede verdens førende sammenslutning af hunde FCI opdræt som white swiss shepherd dog (hvid schweizisk hyrdehund).

Arbejdet med den langhårede schæfer er dog anderledes. Den har altid eksisteret, men for den langhårede farvede schæfer uden underpels blev det allerede i 1930 forbudt at avle, og for den langhårede schæferhund med underuld blev det forbudt at avle i 1990 i Tyskland (og flere andre lande). Således er de farvede schæferhunde organiseret i to klubber i Tyskland med Langhaars Schäferhunde Verband Deutchland E.V som selvstændig både med hensyn til avl og udstilling.

I dag er schæferhunden stor, stærk hund, med en dobbelt skind, der kan være både kort og langhåret. Farven varierer med mange nuancer, mest  cream (tan) og brun, men også sort og hvid. Hunde med tricolored hår (sort eller hvid med enten brun eller rød) kaldes sable eller agouti. Hundene er forskellige steder i verdenen organiseret forskelligt under forskellige regler og standarder.

 

 Danmark

Den første registrerede hvide schæfer kom i 1974 (Duchess Rabecca of Malae) I 1979 blev hvid schæferhundeklub etableret i Danmark med 22 registrerede hunde, og senere blev hvid schæferhunde registrering etableret med Ole Riberholt som formand. Ole var den første opdrætter i Danmark af hvide schæfere og han importerede 14 hvide schæfere fra forskellige steder i Canada – hvorfor det ofte fremgår, at den hvide schæfer stammer fra Canada.

I 1997 fik hvid schæfer navnet hvid hyrdehund i Dansk Kennel Klub og FCI. Den alm. Schæfer har i 10 år været Danmarks mest populære/mest købte hund, og foreningen er stærk i Dansk Kennel Klub. Fra tysk standard accepteres kun brogede og sorte, hvorfor navnet schæfer ikke kan indgå i DKK for hvide schæfere. Avlsarbejde med den brogede og med den hvide schæfer har også udviklet sig forskelligt, så selvom de kan parres, krydses osv. er der efterhånden tale om to racer i hvert fald racevarianter. Dog ikke mere, end der ved krydsning fremkommer en af slagsen – ikke en blanding m.h.t. farve.  

Dansk Kennel Klub (i daglig tale DKK) er en dansk organisation for hundeejere (og andre hundeinteresserede), stiftet i 1897. Foreningen har over 28.000 medlemmer og er i særklasse Danmarks største kub for hundeejere. Det er DKK's formål at skabe interesse for typiske, fysisk og mentalt sunde racehunde og varetage hundeejerens og hundens interesser i samfundet. Fédération Cynologique Internationale (FCI) er en international hundeorganisation, som er toporgan for en række nationale kennelklubber rundt om i verden, inklusiv Dansk Kennel Klub i Danmark. Den har 80 medlemmer og partnere, en udvalgt klub fra hvert land, der hver udsteder deres egne stamtavler og uddanner deres egne dommere, hvilke så bliver godkendt af alle andre FCI-medlemmer. Der er mange andre internationale hundeorganisationer, men Fédération Cynologique Internationale er en af de største.

Den hvide schæfer blev 1. januar 2003 godkendt af FCI, og skiftede igen navn til Hvid Schweizisk Hyrdehund.

Den 25 januar 2003 blev Dansk Hvid Schæferhundeklub etableret i Ebeltoft som specialklub tilknyttet Dansk Hundeejers landsforening (DHL) og UCI (United Cynologie International – også kaldt UNITED kennel CLUB INTERNATION). DHL samarbejder med specialklubberne Dansk Papillon Klub, Dansk Pomeranian Klub og Dansk Hvid Schæferhundeklub. DHL betegnes også Kynologisk klub – læren om hunden. Mønsteret for den Hvide Tyske Schæferhund accepteres også af andre danske foreninger som f. eks. Dansk Racehunde Union (forening tilknyttet MCE).

Den 22. april 2003 blev det besluttet, at korthåret hvid schæfer og langhåret hvid schæfer (Langstockhaar), skulle bedømmes hver for sig, men efter samme regler, hvor de således kan mødes ved stævner. Den langhårede hvide schæfer er en meget ny race variant, der ikke er beskrevet tidligere i historien som fremavlet, men som for alle schæfere er det ikke et resultat af at avle med andre hunderacer, da schæfere er ”rene”. Det langhårede gen er recessiv (som farven hvid), og er derfor vanskeligere at fremavle, og da de udseende mæssigt kommer til at ligne andre hunde – f.eks. den Belgiske hyrde hund og Tervueren - kombineret med myter om at de er mere følsomme for sygdomme - er langhårede schæfere (både hvide og farvede) først i de senere år er blevet populære.

Den 1. juni 2004 ophørte samarbejdet mellem Dansk Racehunde Union (en forening fra 1937, der har små hundetyper i sin fold som Terrier, Pekingeser, Spanier, Cha hua hua) og både DHL samt Den Dansk Hundeforening (DDH). DDH - Den Danske Hundeforening's startede i August 1989. Det var en kreds af medlemmer og opdrættere fra andre foreninger, der ville gøre noget bedre. Efter nogle lidt omtumlede år med forskellige bestyrelsesmedlemmer, er klubben nu velfungerende.

 

De mange navne til hunden virker besynderlige og alt andet lige er det et levn fra 2. verdenskrig. Alt efter forbund og land benyttes bl.a.

følgende navne:

Hvid schæfer

Hvid Schweizisk Hyrdehund

Hvid Schweizisk Schæferhund

American-canadian white shepherd

American white shepherd

Berger blanc swiss

White Swiss Shepherd

Weisser schweizer schäferhund

White german shepherd

Witte herder eller Zwitserse Witte Herders (Holland)

Svájci Fehér Juhàszkutya

Alsatian Sheperd (mellemkrigstiden i England)

Snowy Shepherd (øgenavn eller ”nicknames”)

 

Navnet har intet med hunden at gøre, da alle hvide schæfere er ens. Navnet refererer til hvor de er registreret. I Danmark gælder navnene:

 

Hvid Schweizisk hyrdehund hvis den er medlem af DKK (Oktober 2005 registreret 198 hunde)

Hvid hyrdehund / schæfer hvis den er medlem af DRU (Oktober 2005 registreret 15 hunde)

Alle andre Hvid Schæfer (Oktober 2005 registreret 1044 hunde). Udstillinger i denne klub sker gennem DHSK (Dansk Hvis Schæferhunde Klub), DHL (Dansk Hundee